Hvem er vi?

Sønderby Kultur- & Bryghus er et frivilligdrevet landsbyinitiativ, et åbent fællesskab, et socioøkonomisk anpartsselskab – og en forening!

Initiativet rækker tilbage til 2016, hvor en flok Sønderbyboere indkaldte til fællesmøde på kroen med dagsordenen: Hvad skal vi stille op med vores nedlagte og funktionstømte Brugs, der står og forfalder på landsbyens centrale hjørne?

Hvad det førte med sig, kan du læse om i Historien…

Sønderby Kultur- & Bryghus
EM i fosbold 2024

Anpartsselskabet Sønderby Kultur- & Bryghus blev stiftet i 2019 med det formål at erhverve ejendommen, rejse midler til at renovere den – og stille den til rådighed som et åbent møde- og samlingssted for beboere, sommerhusfolk og besøgende i Sønderby.

Vi tilstræber den bredest mulige ejerkreds. De 400 anparter er pt. fordelt bredt mellem 125 anpartshavere, som på den måde bakker op om initiativet. For bare 1.000 kr. kan du også købe en anpart og blive medejer!
Skriv til bestyrelsen@soenderby-kulturbryg.dk, hvis du vil købe en anpart.

Sønderby Kultur- & Bryghus ApS er en socioøkonomisk virksomhed. Eventuelle overskud geninvesteres i ejendommen og/eller i aktiviteter til glæde for Sønderby og husets brugere.

Husets aktiviteter og driften af vores café og butik er lagt i hænderne på Foreningen Sønderby Kulturhus, som ene og alene beror på frivilliges indsats.

Selskabet og Foreningen har fælles bestyrelse.

Hygge i cafeen